|
Korthåren og fasankokkene
Januar 2004
Vi er nu
nået få dage ind i det nye år og jagtsæsonen begynder så småt at gå på hæld
og sæsonen har budt på rigtig mange gode timer ude i naturen og jeg må
indrømme at jeg faktisk er ved at være mæt af jagt og har været det i et
stykke tid. Sæsonen har jo været lang, i sær hvis man tæller hundeprøverne
med som jo også er jagtrelateret. Når jeg siger mæt skal det ikke forstås
som træt af, men mere som mæt på eller af oplevelser. Oplevelser kan man som
regel aldrig få nok af, især ikke når det er af de gode, men oplevelser
skal også fordøjes og det er her jeg mener mæt. Når man på de mørke
vinteraftener tænker tilbage på oplevelserne, skal man gerne kunne huske
dem hver for sig og kunne skille dem af, først der er oplevelserne blevet
til et indre billede som kan huskes længe.
I denne
weekend var der for en gang skyld ikke planlagt jagter, så der var mulighed
for at bruge tiden på noget at det der må vente, når jagtsæsonen er i gang.
Da jeg vågner lørdag morgen, viser vejret sig fra sin bedste side, flot klar
frostvejr, termometeret står på 4 graders kulde og vinden er i syd.
Hurtigt
beslutter jeg mig for at bruge et par timer denne lørdag formiddag på at se
om jeg kan finde en gammel fasankok, sammen med korthåren, måske det bliver
sæsonens sidste jagt med hund, hvem ved!
Bilen
bliver pakket og jeg vælger i dag unghunden på 19. måneder, som bliver
hentet ud af hundegården.
Hun har
været med en del i denne sæson og har også fået gode og lærerige oplevelser,
som gerne skulle styrke hende, i forhold til forårets prøver. Hun er uden
tvivl klar, der skal ske noget det mærker man straks.
På vej i
bilen, ud til terrænet, ser jeg flere kokke der i deres flotteste fjerdragt
bevæger sig langs med de levende hegn. Et dejligt syn der automatisk får
forventningerne til at stige.
Da jeg er
fremme gør jeg mig klar, foruden det varme tøj og handskerne finder jeg
hundefløjten, galgen og haglbøssen frem. Jeg stikker hånden i jagttasken og
fisker 4 patroner op, og stopper dem i lommen på fiberpelsen, så er vi klar.
På vej mod
engen får hunden lov til at lufte sige, så hun er klar når det gælder. I
forlængelse af engen findes der en lille sydvendt skråning, som hun
forsvinder ned af. Da jeg går i mine egne tanker er jeg ikke opmærksom på
dette, hvorfor der måske går et par minutter, før det går op for mig at hun
ikke kom tilbage fra skråningen. Jeg stopper to patroner i haglbøssen og
bevæger mig i retningen af stedet, men inden jeg er nået meget længere
brager en stor fasankok på vingerne, og larmende forlader han skråningen.
Ærgerligt tænker jeg imens jeg fortsætter frem mod skråningen, for at se
hvad hunden foretager sig. Hun har stand, der hvor skråningen og marken går
ud i et, et flot syn. Måske er der en mere, det sker jo ikke så sjældent at
de finder sammen på denne tid af året, så da jeg er bag hunden får hun
rejseordre. Hun springer villigt frem, men det var åbenbart der hvor kokken
havde sat, for der er ikke flere fugle.
Jeg kalder
hunden til mig og vi følges ned til engen, hvor hun får lov til at søge
kanterne af. Til at begynde med arbejder hun for hårdt, men finder efter en
smule fløjten hurtigt rytmen.
Vi går mod
vest og skal på et tidspunkt mod nord for at få terrænet med i god vind. I
forbindelse med turen mod nord, vender hunden pludseligt rundt og tager
stram stand i noget pilekrat. Det ser overbevisende ud, så jeg tager
haglbøssen ned fra skulderen og stopper et par patroner i den.
Inden hun
får rejseordre, skal jeg lige et par skridt længere frem, for at være klar.
Jeg kan se på hende at hun ved præcist hvor vildtet er. Hun får en lille
kort kommando, ja kom så med den, og springer frem og rejser fuglen.
Det er en fasankok og han kæmper for at komme igennem de tætte pilegrene.
Bedst som han er fri er afstanden passende og skuddet sender ham direkte i
jorden. Unghunden har åbenbart mistet noget dressur, for allerede da står
hun ved ham. Hun samler ham op og kommer hurtigt retur.

Da jeg står
med kokken i hånden og roser hunden, strømmer der en ubeskrivelig glæde
igennem kroppen af mig. Tænk sig at opleve det som for mange mennesker er en
saga blot, jagt med stående hund og så endda på vilde fasaner.
Efter kort
tid fortsætter vi, og når nu frem til et hegn, hvor der længere fremme
rejser fasaner. Jeg kan dårligt se om det er kok eller høne, da de hurtigt
forlader området i lav flugt.
I den våde del af engen
som vi nu er kommet til, kan jeg se på hunden at hun har fært af noget.
Farten er nu mere behersket, halen logrer ivrigt og koncentrationen er stor.
Efter kort tids arbejde på en fod, trækker hun op og tager stand. Inden jeg
når frem, rykker hun et par gange og står nu i en dejlig stram stand.
Fornuftigt og godt arbejde af en ung hund.
På min vej frem mod
hende stopper jeg et par patroner i haglbøssen og er så klar da jeg er
fremme. Hun får rejseordre og springer ret frem og ud af risene kommer en
stor flot fasankok. Denne gang bemærker jeg at hun forholder sig roligt og
da kokken er i tilpas afstand, lader jeg skuddet gå. Han pakker sammen og
falder til jorden.
For træningens skyld,
afventer jeg lige nogle få sekunder, før apport ordren lyder. Endnu engang
et lille sus igennem kroppen, da jeg står med kokken i hånden. Sporene på
denne er lange, altså en gammel kok. Halen syner også ekstra lang og jeg
sammenligner med den der allerede hænger på galgen og får ret, den er
længere. Den første kok får selskab da nummer to hænges i galgen.
Da jeg skal
til at starte igen er hunden nu væk og åbenbart har jeg også selv været væk,
sikkert i forbindelse med gennemgang af situationen i mit indre, og hun har
så set sit snit til at gå i søg igen.
Jeg får dog ret hurtigt
kontakt med hende, 30 meter længere fremme står hun i stand igen. Hurtigt
stopper jeg en ny patron i haglbøssen og lukker den. Fremme ved hunden nyder
jeg synet af hendes krop, der dirrer af spænding og er klar og kun venter på
min kommando. Da hun får kommandoen rejser hun hårdt frem i vinden, men
resultatet udebliver, fuglen er væk. Hun slå nu et par gange under vind, jeg
kan se på hende at der er vildt, og hun tager stand igen.
Denne gang
lige så overbevisende at se på som første gang, et syn man som ”hundemand”
ikke kan få nok af.
Jeg går
frem til hende og giver rejseordren. Hun rejser lige på en dynge ris, men
kommer åbenbart for langt frem, for i et og samme nu drejer hun omkring og
vi står pludselig ret imod hinanden. Ny kommando og denne gang kommer fuglen
op. Endnu en stor flot fasankok rejser sig mod himlen og kort tid efter
bliver dens flugt mere vandret og netop da skyder jeg. Fuglen dør inden
knaldet fra haglbøssen har lydt. Hurtig og effektiv apportering og den 3.
kok kan hænges i galgen.
Fantastisk fornemmelse at stå midt i dette skønne terræn, hvor jeg er kommet
siden mit 16. år, og se en godt arbejdende unghund finde og behandle
fasaner, som var det den mest naturlige sag i hele verden for den.
Hvad gør man så når
galgen allerede er flot pyntet og samtidig tung og
man stadig ikke er nået halvvejs på den planlagte tur?
Man hænger den tomme
haglbøsse over skulderen, knuger den sidste patron i hånden inden den finder
vejen til jakkelommen og lader hunden arbejde og nyder synet imens man
glædes over de fine situationer.
Forventningerne er jo
til fulde nået og der er ingen grund til mere jagt.
På resten af turen har
jeg yderlige fire fasaner, to høner og to kokke. De to kokke har hunden
stand for og da de sidder samme sted og letter samtidig havde jeg med
patroner i bøssen haft chancen for double, noget som jeg har prøvet et par
gange tidligere, men er nu mæt og prøver end ikke med den sidste patron som
jeg tidligere lagde tilbage i lommen.

Foto: Henriksen´s Mia
efter en kort men oplevelsesrig jagt
Afslutningsvis kan man undre sig over hvor
fantastisk dette terræn er til fasaner og man kan spørge sig selv om det
blot er biotopen der er den helt rigtigt, eller er det den fodring der sker
fra tidlig efterår til foråret melder sin ankomst, eller skyldes det måske
at der stort set aldrig er fældet en fasanhøne på terrænet ?
En andet ting der også kan stilles
spørgsmål til er, hvorfor er netop dette terræn leveringsdygtig i mange
fasankokke, når terræner der ikke ligger langt derfra hovedsagligt er besat
med fasanhøner ?
Den 14. svenske buk
Sverige, august 2001.
Den
15. august, dagen før premieren sidder vi, senior og junior, midt i det
fantastiske terræn som vi efterhånden har besøgt så ofte at vi kender det
som vores egen bukselomme.
Om en
times tid, er solen væk og det aftagende lys sætter snart en stopper for
vores gøren.
Vi
har først på dagen prøveskudt vores rifler og vil nu benytte denne stund til
at se hvor meget råvildt der trækker ud på de frodige marker, der er
omkranset af skoven.
En
efter en dukker de op, smaldyr, råer med lam og så selvfølgelig bukkene. På
et tidspunkt er vi stort set omringet og har ikke mindre en 6-7 bukke der må
siges at være afskudsbare til at esse på markerne omkring os.
En
enkelt buk har travlt med at brunst på en rå, som han holder i meget ”stram
line”, det mindste hun bevæger sig er han over hende og styrer derved hendes
bevægelsesfrihed.
Efter
denne aften er det selvsagt svært at falde til ro, men selvfølgelig får vi
nogle timer på øjet inden uret melder premieredagens begyndelse.
Denne
morgen ser vi igen flere dyr og også gode bukke.
På
min tur igennem terrænet er jeg ved 8 tiden kommet til en god grøn
kløvermark, hvor på der går en buk og en rå.
Bukken brunster indimellem på råen og på et tidspunkt får jeg lejlighed til
at se hvor stor hans opsats i grunden er. Jeg kan straks se at han bestemt
er afskudsbar og gør hurtigt min skydestok og riffel klar. Afstanden er vel
160-180 meter, hvilket jeg betragter som et langt hold. Bukken og råen
bevæger sig konstant og forsvinder ret hurtigt i en høj brakmark, hvor de
ikke kan ses.
Efter
en tids venten beslutter jeg mig til at pürse efter dem. Jeg når frem til
området hvor de er forsvundet. Her sætter jeg mig op af en stor sten for at
se hvad der vil ske. Efter 45 minutters venten uden at buk og rå har vist
sig, prøver jeg at lokke et par gange. Der sker intet, så jeg er hurtig klar
over at de er gået videre til en nærliggende kornmark.
Jeg
beslutter herefter at de skal have ro og bevæger mig derfor hjem til hytten,
for at udveksle morgen pürsens oplevelser.
Efter
aftensmaden er vi igen i terrænet.
Aften
timerne går med gode oplevelser og jeg er meget tæt på at nedlægge en høj og
rigtig køn seksender, men en smalrå kommer ham til undsætning.
Kl.
20.45 kommer jeg igen forbi den grønne kløvermark hvor jeg til morgen så den
store buk og råen og ser at der her går 3 dyr og esser.
Jeg
kan med det blotte øje, afstanden er ca. 220 meter, se at det er en stor buk
og ved hjælpe af kikkerten kan jeg se at det er bukken fra i morges.
Han
er sammen med en rå og hendes lam. Pludselig begynder han at brunste med
hende og den vilde jagt går, rundt og rundt. Imens har jeg mulighed for at
komme nærmere, således at afstanden nu er ca. 120 meter. Liggende gør jeg
klar til skuddet, men da enten råen eller lammet skiftevis står i vejen er
det ikke muligt at afgive det.
Imens
han driver hende rundt på marken forøges afstanden og de er nu ca. 140 meter
ude.
Pludselig går han fri af rå og lam og vender siden til. Jeg finder hurtigt
bladet igennem kikkerten og lader skuddet gå. Han tegner meget tydeligt og
springer ret væk fra skudstedet, men forender 50 meter længere ude i
terrænet, klokken er 21.05.
Råen
og lammet bliver stående og først da jeg rejser mig fra kløveren springer de
i skoven.
Da
jeg står ved bukken glædes jeg først over en perfekt kugle, men glæden over
at se trofæet overstiger hurtigt alt andet. I det øjeblik hvor jeg ser hvor
speciel og kraftig bukken er, er jeg ikke i tvivl om at det er en
medaljebuk.
Sten
Breit , Nordisk Safari Klub, har opmålt bukken til 117,78 point – og
sølvmedaljen hænger nu på den venstre stang.
|