Så er efterårets jagter begyndt og vi er sikkert alle spændte på hvad sæsonen vil byde os. Når man starter en jagtsæson med en unghund er det altid ekstra spændende og der er en del spørgsmål der automatisk melder sig:

• holder dressuren
• apporteringen er den i orden
• hvor lang skal man lade hunden gå i forhold, til knaldapportering, drive med hårvildt o.s.v.

Skot er i skrivende stund 15 mdr. gl. og skal i dette efterår bevise at han har en fremtid hos os og samtidig skal der selvfølgelig bygges en masse jagterfaring på ham. Derfor er det vigtigt at han deltager på alle jagterne, uanset hvilken type det måtte blive.

Den 1. oktober var vi tre mand der skulle "teste" terrænet. Vejret var pragtfuldt, ja næsten for godt til at gå på jagt i. Terrænet er blandet med små remisser og en del mose og skrub. Vi skyder en del fasaner og lidt råvildt her. Det skal lige tilføjes at vi allerede ved solopgang var ude for at se om det var muligt at nedlægge råvildt med kugle. Der findes efterhånden så meget at vi typisk ser 10-15 stykker pr. jagt, hvorfor en fornuftig regulering er nødvendig, da vi ellers frygter sygdom og svage individer i fremtiden.

Som resten af dagen var denne morgenstund flot, med svag sydøstlig vind og ganske lidt tåge, som hurtigt lagde sig da solen brød frem. Jeg havde dårligt fået mig sat, før der fra Flemming lød skud og som vært glæder man sig altid over gæstens held, selv om man på skuddet ikke alene kan bedømme hændelsen.

Hos mig var der også gang i råvildet denne morgen, dog ikke således at det lige ville flaske sig, hvorfor jeg efter kort tid havde mere fokus på Flemmings oplevelse og derfor forlod mit område for at se hvad der var sket.

Som det ses på fotoet havde det været en fin morgen, med to nedlagte rådyr, begge skudt med en god kugle. Et af dyrene et lam på 9 kg. ,brækket, bekræfter måske tanken om en nødvendig og fornuftig regulering!

Efter en omgang morgen kaffe skulle vi så ud med hundene. I skoven som vi startede i, var der intet men sikke en fornemmelse at står inde under de grønne bøgetræer her den 1. oktober, hvor man mest af alt skulle tro det var en dag sidst i maj, så grønt og frodigt.

Senere i en mindre remisse havde jeg fornøjelsen af at stå ansigt til ansigt med mikkel, som ganske lydløst og uset var kommet bag min ryg og nu stirrede direkte på mig hvilket jeg kunne mærke, hvorefter min bevægelse satte den i fuldt spring, hvilket gjorde udslaget og denne dag blev ræven vinderen. Umiddelbart efter fik en af hundene en kok på vingerne, et perfekt sideskud, men eftersom retningen var mod gæsten fik den lov at flyve videre. Kokken ændrede dog kurs og satte sig længere ud i engen.

Retningen for os var herefter det yderste af engen, men først rundt om søen som ikke havde ænder siddende i dag og videre ud i et mindre fremkommeligt område, hvorfra der pludseligt rejste en flot udfarvet fasankok, for øvrigt at krav som vi havde sat fra morgenstunden for at skyde kokke. Kokken faldt for et perfekt skud fra Flemming og blev apporteret fornuftigt af unghunden Skot.

Efter apporteringen skulle vi videre over den gyngende undergrund hvor Flemming pludselig sad i vand til langt op på begge lår. Efter en hurtig og professionel redningsaktion var skaden kun af mindre omfang, dog var det nødvendigt med en pause for at få surt mose vand m.m. ud af støvlerne. Heldigvis sad der et par ekstra sokker på fars fødder, som herefter måtte skifte ejermand.

I det yderste af engen, et mindre område med rørskov, fik Bøje pludselig stand og op kom igen en udfarvet fasankok, som endnu engang faldt for et god skud, igen leveret af Flemming.

Herefter lod vi begge hunde arbejde sig igennem området. For Skots vedkommende bar søget tydeligt præg af den manglende rutine og erfaring. Dog vil jeg sige at han bestemt også arbejde fornuftigt og heldigvis stadig med lydigheden intakt.

Efter frokosten var vi igen i gang og havde i løbet af kort tid både råvildt og ræve på terrænet. Senere fik Mia en fin stand for en fasankok som vi måtte bruge et par skud på, men fik leveret. Alt i alt en rigtig god, varm og svedig dag hvor vi fik "skudt" efterårs sæsonen godt i gang.

Korthåren og fasankokkene

Januar 2004

Vi er nu nået få dage ind i det nye år og jagtsæsonen begynder så småt at gå på hæld og sæsonen har budt på rigtig mange gode timer ude i naturen og jeg må indrømme at jeg faktisk er ved at være mæt af jagt og har været det i et stykke tid. Sæsonen har jo været lang, i sær hvis man tæller hundeprøverne med som jo også er jagtrelateret. Når jeg siger mæt skal det ikke forstås som træt af, men mere som mæt på eller af oplevelser. Oplevelser kan man som regel aldrig få nok af, især ikke når det er af de  gode, men oplevelser skal også fordøjes og det er her jeg mener mæt. Når man på de mørke vinteraftener  tænker tilbage på oplevelserne, skal man gerne kunne huske dem hver for sig og kunne skille dem af, først der er oplevelserne blevet til et indre billede som kan huskes længe.

I denne weekend var der for en gang skyld ikke planlagt jagter, så der var mulighed for at bruge tiden på noget at det der må vente, når jagtsæsonen er i gang. Da jeg vågner lørdag morgen, viser vejret sig fra sin bedste side, flot klar frostvejr, termometeret står på 4 graders kulde og vinden er i syd.

Hurtigt beslutter jeg mig for at bruge et par timer denne lørdag formiddag på at se om jeg kan finde en gammel fasankok, sammen med korthåren, måske det bliver sæsonens sidste jagt med hund, hvem ved!

Bilen bliver pakket og jeg vælger i dag unghunden på 19. måneder, som bliver hentet ud af hundegården.

Hun har været med en del i denne sæson og har også fået gode og lærerige oplevelser, som gerne skulle styrke hende, i forhold til forårets prøver. Hun er uden tvivl klar, der skal ske noget det mærker man straks.

På vej i bilen, ud til terrænet, ser jeg flere kokke der i deres flotteste fjerdragt bevæger sig langs med de levende hegn. Et dejligt syn der automatisk får forventningerne til at stige.

Da jeg er fremme gør jeg mig klar, foruden det varme tøj og handskerne finder jeg hundefløjten, galgen og haglbøssen frem. Jeg stikker hånden i jagttasken og fisker 4 patroner op, og stopper dem i lommen på fiberpelsen, så er vi klar.

På vej mod engen får hunden lov til at lufte sige, så hun er klar når det gælder. I forlængelse af engen findes der en lille sydvendt skråning, som hun forsvinder ned af. Da jeg går i mine egne tanker er jeg ikke opmærksom på dette, hvorfor der måske går et par minutter, før det går op for mig at hun ikke kom tilbage fra skråningen. Jeg stopper to patroner i haglbøssen og bevæger mig i retningen af stedet, men inden jeg er nået meget længere brager en stor fasankok på vingerne, og larmende forlader han skråningen. Ærgerligt tænker jeg imens jeg fortsætter frem mod skråningen, for at se hvad hunden foretager sig. Hun har stand, der hvor skråningen og marken går ud i et, et flot syn. Måske er der en mere, det sker jo ikke så sjældent at de finder sammen på denne tid af året, så da jeg er bag hunden får hun rejseordre. Hun springer villigt frem, men det var åbenbart der hvor kokken havde sat, for der er ikke flere fugle.

Jeg kalder hunden til mig og vi følges ned til engen, hvor hun får lov til at søge kanterne af. Til at begynde med arbejder hun for hårdt, men finder efter en smule fløjten hurtigt rytmen.

Vi går mod vest og skal på et tidspunkt mod nord for at få terrænet med i god vind. I forbindelse med turen mod nord, vender hunden pludseligt rundt og tager stram stand i noget pilekrat. Det ser overbevisende ud, så jeg tager haglbøssen ned fra skulderen og stopper et par patroner i den.

Inden hun får rejseordre, skal jeg lige et par skridt længere frem, for at være klar. Jeg kan se på hende at hun ved præcist hvor vildtet er. Hun får en lille kort kommando, ja kom så med den, og springer frem og rejser fuglen. Det er en fasankok og han kæmper for at komme igennem de tætte pilegrene. Bedst som han er fri er afstanden passende og skuddet sender ham direkte i jorden. Unghunden har åbenbart mistet noget dressur, for allerede da står hun ved ham. Hun samler ham op og kommer hurtigt retur.

Da jeg står med kokken i hånden og roser hunden, strømmer der en ubeskrivelig glæde igennem kroppen af mig. Tænk sig at opleve det som for mange mennesker er en saga blot, jagt med stående hund og så endda på vilde fasaner.

Efter kort tid fortsætter vi, og når nu frem til et hegn, hvor der længere fremme rejser fasaner. Jeg kan dårligt se om det er kok eller høne, da de hurtigt forlader området i lav flugt.

I den våde del af engen som vi nu er kommet til, kan jeg se på hunden at hun har fært af noget. Farten er nu mere behersket, halen logrer ivrigt og koncentrationen er stor. Efter kort tids arbejde på en fod, trækker hun op og tager stand. Inden jeg når frem, rykker hun et par gange og står nu i en dejlig stram stand. Fornuftigt og godt arbejde af en ung hund.

På min vej frem mod hende stopper jeg et par patroner i haglbøssen og er så klar da jeg er fremme.  Hun får rejseordre og springer ret frem og ud af risene kommer en stor flot fasankok. Denne gang bemærker jeg at hun forholder sig roligt og da kokken er i tilpas afstand, lader jeg skuddet gå. Han pakker sammen og falder til jorden.

For træningens skyld, afventer jeg lige nogle få sekunder, før apport ordren lyder. Endnu engang et lille sus igennem kroppen, da jeg står med kokken i hånden. Sporene på denne er lange, altså en gammel kok. Halen syner også ekstra lang og jeg sammenligner med den der allerede hænger på galgen og får ret, den er længere. Den første kok får selskab da nummer to hænges i galgen.

Da jeg skal til at starte igen er hunden nu væk og åbenbart har jeg også selv været væk, sikkert i forbindelse med gennemgang af situationen i mit indre, og hun har så set sit snit til at gå i søg igen.

Jeg får dog ret hurtigt kontakt med hende, 30 meter længere fremme står hun i stand igen. Hurtigt stopper jeg en ny patron i haglbøssen og lukker den. Fremme ved hunden nyder jeg synet af hendes krop, der dirrer af spænding og er klar og kun venter på min kommando. Da hun får kommandoen rejser hun hårdt frem i vinden, men resultatet udebliver, fuglen er væk. Hun slå nu et par gange under vind, jeg kan se på hende at der er vildt, og hun tager stand igen.

Denne gang lige så overbevisende at se på som første gang, et syn man som ”hundemand” ikke kan få nok af.

Jeg går frem til hende og giver rejseordren. Hun rejser lige på en dynge ris, men kommer åbenbart for langt frem, for i et og samme nu drejer hun omkring og vi står pludselig ret imod hinanden. Ny kommando og denne gang kommer fuglen op. Endnu en stor flot fasankok rejser sig mod himlen og kort tid efter bliver dens flugt mere vandret og netop da skyder jeg. Fuglen dør inden knaldet fra haglbøssen har lydt. Hurtig og effektiv apportering og den 3. kok kan hænges i galgen.

                                                                                                                                                                                           Fantastisk fornemmelse at stå midt i dette skønne terræn, hvor jeg er kommet siden mit 16. år, og se en godt arbejdende unghund finde og behandle fasaner, som var det den mest naturlige sag i hele verden for den.

Hvad gør man så når galgen allerede er flot pyntet og samtidig tung og man stadig ikke er nået halvvejs på den planlagte tur?

Man hænger den tomme haglbøsse over skulderen, knuger den sidste patron i hånden inden den finder vejen til jakkelommen og lader hunden arbejde og nyder synet imens man glædes over de fine situationer.

Forventningerne er jo til fulde nået og der er ingen grund til mere jagt.

På resten af turen har jeg yderlige fire fasaner, to høner og to kokke. De to kokke har hunden stand for og da de sidder samme sted og letter samtidig havde jeg med patroner i bøssen haft chancen for double, noget som jeg har prøvet et par gange tidligere, men er nu mæt og prøver end ikke med den sidste patron som jeg tidligere lagde tilbage i lommen.

                                                      Foto: Henriksen´s Mia efter en kort men oplevelsesrig jagt

Afslutningsvis kan man undre sig over hvor fantastisk dette terræn er til fasaner og man kan spørge sig selv om det blot er biotopen der er den helt rigtigt, eller er det den fodring der sker fra tidlig efterår til foråret melder sin ankomst, eller skyldes det måske at der stort set aldrig er fældet en fasanhøne på terrænet ?

En andet ting der også kan stilles spørgsmål til er, hvorfor er netop dette terræn leveringsdygtig i mange fasankokke, når terræner der ikke ligger langt derfra hovedsagligt er besat med fasanhøner ?

Den 14. svenske buk

Sverige, august 2001.

Den 15. august, dagen før premieren sidder vi, senior og junior, midt i det fantastiske terræn   som vi efterhånden har besøgt så ofte at vi kender det som vores egen bukselomme.

Om en times tid, er solen væk og det aftagende lys sætter snart en stopper for vores gøren.

Vi har først på dagen prøveskudt vores rifler og vil nu benytte denne stund til at se hvor meget råvildt der trækker ud på de frodige marker, der er omkranset af skoven.

En efter en dukker de op, smaldyr, råer med lam og så selvfølgelig bukkene. På et tidspunkt er vi stort set omringet og har ikke mindre en 6-7 bukke der må siges at være afskudsbare til at esse på markerne omkring os.

En enkelt buk har travlt med at brunst på en rå, som han holder i meget ”stram line”, det mindste hun bevæger sig er han over hende og styrer derved hendes bevægelsesfrihed.

Efter denne aften er det selvsagt svært at falde til ro, men selvfølgelig får vi nogle timer på øjet inden uret melder premieredagens begyndelse.

Denne morgen ser vi igen flere dyr og også gode bukke.

På min tur igennem terrænet er jeg ved 8 tiden kommet til en god grøn kløvermark, hvor på der går en buk og en rå.

Bukken brunster indimellem på råen og på et tidspunkt får jeg lejlighed til at se hvor stor hans opsats i grunden er. Jeg kan straks se at han bestemt er afskudsbar og gør hurtigt min skydestok og riffel klar. Afstanden er vel 160-180 meter, hvilket jeg betragter som et langt hold. Bukken og råen bevæger sig konstant og forsvinder ret hurtigt  i en høj brakmark, hvor de ikke kan ses.

Efter en tids venten beslutter jeg mig til at pürse efter dem. Jeg når frem til området hvor de er forsvundet. Her sætter jeg mig op af en stor sten for at se hvad der vil ske. Efter 45 minutters venten uden at buk og rå har vist sig, prøver jeg at lokke et par gange. Der sker intet, så jeg er hurtig klar over at de er gået videre til en nærliggende kornmark.

Jeg beslutter herefter at de skal have ro og bevæger mig derfor hjem til hytten, for at udveksle morgen pürsens oplevelser.

Efter aftensmaden er vi igen i terrænet.

Aften timerne går med gode oplevelser og jeg er meget tæt på at nedlægge en høj og rigtig køn seksender, men en smalrå kommer ham til undsætning.

Kl. 20.45 kommer jeg igen forbi den grønne kløvermark hvor jeg til morgen så den store buk og råen og ser at der her går 3 dyr og esser.

Jeg kan med det blotte øje, afstanden er ca. 220 meter, se at det er en stor buk og ved hjælpe af kikkerten kan jeg se at det er bukken fra i morges.

Han er sammen med en rå og hendes lam. Pludselig begynder han at brunste med hende og den vilde jagt går, rundt og rundt. Imens har jeg mulighed for at komme nærmere, således at afstanden nu er ca. 120 meter. Liggende gør jeg klar til skuddet, men da enten råen eller lammet skiftevis står i vejen er det ikke muligt at afgive det.

Imens han driver hende rundt på marken forøges afstanden og de er nu ca. 140 meter ude.

Pludselig går han fri af rå og lam og vender siden til. Jeg finder hurtigt bladet igennem kikkerten og lader skuddet gå. Han tegner meget tydeligt og springer ret væk fra skudstedet, men forender 50 meter længere ude i terrænet, klokken er 21.05.

Råen og lammet bliver stående og først da jeg rejser mig fra kløveren springer de i skoven.

Da jeg står ved bukken glædes jeg først over en perfekt kugle, men glæden over at se trofæet overstiger hurtigt alt andet. I det øjeblik hvor jeg ser hvor speciel og kraftig bukken er, er jeg ikke i tvivl om at det er en medaljebuk.

Sten Breit , Nordisk Safari Klub, har opmålt bukken til 117,78 point – og sølvmedaljen hænger nu på den venstre stang.